Torsdag 23.06.22 - kl. 19.30

Sahra da Silva


Københavnske Sahra da Silva, har i et mere end et årti været en etableret del af den danske bluesscene.

Hun har optrådt med mange danske soul og blues artister, her i blandt Mike Andersen, Thorbjørn Risager og Blues Brothers Souvenir Show og har opvarmet for den engelske soulsangerinde Joss Stone med flere.

Sahra har i den grad skabt sig et navn der klinger med på blues og soul og i 2020 udgav hun albummet #blueswoman, som indeholder 6 af hendes egne kompositioner, samt 3 udvalgte covers. #blueswoman er indspillet i session med guitarist Alain Apaloo, pianist Lars Emil Riis, bassist Matthias Petri og trommeslager Andreas Svendsen og er mixet og produceret af Noah Rosanes.

Udover det faste hold af musikere, gæster trompetist Hendrik Jørgensen, saxofonisterne Søren Høst og Søren Siegumfeldt, samt GiRLS CLUB kollegaerne Sara Broberg og Louise Høegh også skiven.


Det er ikke kun i eget navn man kan opleve Sahra på slap line, hun er nemlig også en flittig feature-sanger, senest med The Cornbread Project på neo-blues albummet Catawampus som udkom april 2019 og blev nomineret til en DMA Blues. Her er Sahra i internationalt selskab med danske Troels Jensen og Big Creek Slim, irske Richard Farrell, amerikanske Mud Morganfield og James Harman, engelske Big Joe Louis og ikke mindst hjernerne bag majsbrødsprojektet; producer og bassist Laust “Krudtmejer” Nielsen og pladeselskabsboss og iværksætter Peter Nande.

The Cornbread Projektet har siden været sat op i en komprimeret live-version, med Sahra, Richard Farrell og Peter Nande på vokalfronten og er netop blevet nomineret til endnu en DMA Blues - og denne gang er det årets Live-pris.

Tidligere har Sahra udgivet en EP og et album med bandet “Sahra da Silva & the Jagged Soul” og i 2010 optrådte de sammen i TV programmet “Talent 2010“ på DR1.

Udover over at skrive og synge sin egen musik, omfavner Sahra også glædeligt jazz og bluesens tradition for improvisation, både musikalsk og i form af blandede konstellationer og arbejder med et varieret udvalg af musikere og projekter.